Fiskeri

342 overtrædelser på danske havbrug: Branchen vil bruge kritikken til en ny start

Langt størstedelen af de registrerede overtrædelser siden 2018 vedrører ifølge Rigsrevisionens opgørelse forsinkede eller mangelfulde indberetninger, mens seks tilfælde handler om overskridelse af udledningskrav.

Mikkel Preisler
Af Mikkel Preisler 9. september 2026

Rigsrevisionens kritik af tilladelser og tilsyn med Danmarks 19 havbrug får nu Dansk Akvakultur Producentorganisation til at efterlyse både strammere intern disciplin og mere tidssvarende rammer fra myndighederne.

Beretningen omfatter 342 registrerede overtrædelser i perioden 2018 til 2025. Ifølge opgørelsen drejer 226 sig om overskredne frister for indberetninger og yderligere 90 om mangler i indberetningerne.

Dermed vedrører 316 af de 342 forhold – omkring 92 procent – dokumentation og indberetninger. Seks tilfælde er registreret som overskridelser af krav til udledning, mens 20 handler om ukorrekt placering eller afmærkning af havbrugene.

Dansk Akvakultur Producentorganisation, DAPO, erkender, at fejlene skal tages alvorligt og vil nu gennemgå dem nærmere sammen med Miljøstyrelsen.

Branchen: Fejl skal rettes

Organisationen ønsker ifølge pressemeddelelsen en tættere dialog med Miljøstyrelsen, Miljøministeriet og partierne bag fiskeriaftalen om både indberetninger, tilsyn og den fremtidige regulering af erhvervet.

“Vi har ingen interesse i at bortforklare fejl. Havbrugene skal leve op til reglerne, og vi vil så tæt på nul fejl som overhovedet muligt, men det er stadig menneskeligt at fejle både i det offentlige og i det private. Derfor ser vi frem til en åben og faglig dialog med Miljøstyrelsen, Miljøministeriet og aftalepartierne om både indberetninger, tilsyn og fremtidens rammer for erhvervet,” siger René Christensen, direktør i Dansk Akvakultur Producentorganisation.

Organisationen fremhæver samtidig, at de forskellige typer overtrædelser bør holdes adskilt i debatten. Forsinkede eller mangelfulde oplysninger er nødvendige at få rettet for at sikre et effektivt tilsyn, men er ikke det samme som overskridelser af miljøkrav.

Miljøgodkendelser har været 11 år undervejs

Rigsrevisionens beretning retter ifølge DAPO også fokus mod myndighedernes sagsbehandling.

Alle 19 danske havbrug søgte om miljøgodkendelse inden fristen 15. marts 2014, men sagerne har foreløbig været under behandling i 11 år. Miljøstyrelsen vurderer ifølge pressemeddelelsen, at den type sager reelt bør kunne behandles på mellem halvandet og to år.

For branchen er konklusionen derfor, at ansvaret ikke alene ligger ét sted. Havbrugene skal levere korrekte og rettidige oplysninger, mens myndigheder og politikere ifølge organisationen skal sørge for klare regler, ensartet kontrol og kortere sagsbehandling.

“Vi ønsker ikke lavere miljøkrav. Vi ønsker tydelige og tidssvarende krav og en forvaltning, der både beskytter havmiljøet og giver virksomhederne mulighed for at investere og udvikle sig. Akvakultur er en punktkilde og påvirker natur og miljø. Netop derfor skal udviklingen bygge på viden, dokumentation og placering i robuste områder,” siger René Christensen.

De eksisterende havbrug kan ifølge beretningen fortsætte driften på deres nuværende tilladelser, indtil nye tilladelser og miljøgodkendelser foreligger.

Fiskeriaftale åbner for udvikling af sektoren

Diskussionen om fremtidens havbrug kommer samtidig efter den brede politiske fiskeriaftale “En ny kurs for dansk fiskeri” fra 2025.

Aftalen fastslår ifølge pressemeddelelsen, at der skal skabes stabile rammer for udviklingen af akvakultursektoren, og at havbrugsproduktion udgør en vigtig del af forsyningen med fiskeprodukter.

Aftalen lægger blandt andet op til frivillige projekter, hvor eksisterende produktion kan flyttes fra kystnære farvande til mere robuste områder med henblik på at reducere kvælstofudledningen i de kystnære områder. Samtidig skal mulighederne for øget produktionskapacitet undersøges.

DAPO ser derfor Rigsrevisionens kritik som anledning til at etablere nye rammer for erhvervet frem for alene at diskutere de historiske fejl.

“Det danske valg bør ikke stå mellem havmiljø og akvakultur. Opgaven er at videreudvikle akvakulturen som en miljøeffektiv produktion med moderne tilladelser, solid kontrol og placeringer, der bygger på den bedste viden. Vi står klar til at tage ansvar og indgå i det samarbejde,” siger René Christensen.

Danmarks 19 havbrug producerer ifølge DAPO tilsammen omkring 10.000 ton regnbueørred om året.