Pressemeddelelse
Ellen Jensen-Saltø blev i 1920 Danmarks første kvindelige kriminalbetjent. Forfatter Frode Z. Olsen fortæller hendes historie torsdag den 24. september kl. 19.00-21.00 på Fuglebjerg Bibliotek.
Ellen Jensen-Saltø blev født i 1884. Hun voksede op sammen med fire søskende på Saltø Gods ved Næstved, hvor hendes far var forpagter.
Den 15. januar 1920 blev Ellen Jensen-Saltø ansat ved Københavns Politi og blev dermed Danmarks første kvindelige kriminalbetjent. Hun var med i efterforskningen af mange af den tids største drabs- og sædelighedssager, blandt andet Damhusmordet og Dagmar Overby-sagen. Da hun blev pensioneret som kriminaloverbetjent i 1952 efter 32 års tjeneste, fik hun ridderkorset for sin indsats.
Usædvanlig livshistorie
Forfatter Frode Z. Olsen har i foråret udgivet en bog om Ellen Jensen-Saltø. Det er en dokumentarisk bog, der fortæller historien om Ellen, hendes baggrund og hendes banebrydende arbejde i Københavns politis drabs- og sædelighedsafdeling gennem mere end 30 år.
Frode Z. Olsen, som bor i Glumsø, startede selv sin karriere indenfor politiet i 1975, så han kender både lokalområdet og kriminalpolitiet indefra. Ved foredraget fortæller han historien om Ellens usædvanlige liv.
Foredraget finder sted torsdag den 24. september kl. 19.00-21.00 på Fuglebjerg Bibliotek. Pris: 50 kr. Køb din billet på www.naesbib.dk
Nøgleord
Læs også: