Trafik
København vil dæmpe cykelkaos fra turister: Borgmestre indkalder branchen
Cykeludlejere, hoteller, turistorganisationer og sikkerhedseksperter skal nu samles om nye løsninger, efter en tidligere undersøgelse viste udbredt utryghed blandt københavnske cyklister.
Turister på cykel er blevet et trafiksikkerhedsspørgsmål i København.
Nu indkalder beskæftigelses-, integrations- og erhvervsborgmester Andreas Keil (S) og klima-, miljø- og teknikborgmester Line Barfod (EL) en række aktører til rundbordsmøde om, hvordan turister kan blive bedre rustet til at færdes på byens cykelstier.
Baggrunden er blandt andet en tidligere undersøgelse foretaget af Epinion for Rådet for Sikker Trafik, hvor cirka otte ud af ti københavnske cyklister svarede, at cyklende turister udgør et trafiksikkerhedsmæssigt problem.
Hoteller og cykeludlejere skal med
På mødet skal blandt andre cykeludlejere, hoteller, turistorganisationer og sikkerhedseksperter drøfte, hvordan gæster i byen kan få bedre information om både færdselsregler og den adfærd, der forventes på cykelstierne.
– Vi er glade for, at turisterne vil opleve København fra cykelsadlen, men det skal ske på en måde, der er tryg for dem, som bor her hele året. Når så mange københavnere er utrygge ved de cyklende turister, er vi nødt til at handle, siger Andreas Keil.
Line Barfod peger samtidig på, at bedre infrastruktur også spiller en rolle.
– Det skal være en tryggere oplevelse for flere at cykle i København. Derfor skal vi have flere brede cykelstier og sikre skoleveje. Men vi skal også passe godt på hinanden på cykelstierne, siger hun.
Turister skal have bedre vejledning
Rådet for Sikker Trafik bakker op om initiativet.
Organisationen arbejder allerede med information om færdselsregler på flere sprog, men ser ifølge direktør Jakob Bøving Arendt behov for at undersøge, om indsatsen kan styrkes.
– Vi er meget interesseret i at mødes med de relevante parter for at se, hvordan der kan gøres endnu mere for, at turistsæsonen afvikles så trygt og sikkert som overhovedet muligt, både for turister og alle øvrige cyklister, siger han.
Kommunen beder også københavnerne om tålmodighed
Indtil eventuelle nye tiltag er på plads, opfordrer de to borgmestre samtidig byens egne cyklister til at udvise ekstra hensyn.
Budskabet er, at flere uerfarne cyklister i sommermånederne kan skabe irritation, men at konflikter kan mindskes med opmærksomhed, tålmodighed og tydelig kommunikation i trafikken.
Rundbordsmødet skal bruges til at finde konkrete løsninger, men pressemeddelelsen oplyser ikke, hvornår mødet finder sted.
Læs også: