Trafik

E45 ved Horsens lukker helt i 18 timer – bilister skal ud på omkørsel

Motorvejen mellem Hedensted og Horsens C lukkes fra lørdag 15. august klokken 15 til søndag morgen, mens den gamle bro på Vestvejen bliver revet ned.

Mikkel Preisler
Af Mikkel Preisler 9. august 2026

Bilister på E45 ved Horsens skal forberede sig på en markant trafikændring i weekenden 15.-16. august.

Vejdirektoratet totalspærrer motorvejen mellem til- og frakørsel 58 Hedensted og 56b Horsens C fra lørdag klokken 15 til søndag klokken 09.

Spærringen varer dermed 18 timer og sker, fordi den gamle motorvejsbro på Vestvejen ved Horsens S skal rives ned som led i udbygningen af E45 mellem Vejle og Skanderborg.

Trafikken ledes ud på gammel hovedvej

Mens motorvejen er lukket, bliver trafikanterne ledt ud på en skiltet omkørsel via rute 451, 170 og 52.

Vejdirektoratet forventer længere rejsetid både på E45 og i det sydlige Horsens omkring omkørslen, især i de første timer efter lukningen.

Direktoratet har blandt andet ændret grøntiderne i flere trafikregulerede kryds for at få trafikken hurtigere igennem.

– Vi anbefaler, at man bliver på omkørselsruten. På andre veje risikerer man at havne i en lang kø i et ubemandet vigepligtskryds, siger projektchef John Kjærsgaard fra Vejdirektoratet.

Han opfordrer samtidig lokale trafikanter til så vidt muligt at undgå omkørselsruten under spærringen.

Særlig rute til Billund Lufthavn

Ferietrafikanter med kurs mod Billund Lufthavn får en særskilt skiltet omkørsel fra frakørsel 56b via Hatting og Korning.

Hjemmeværnet og Sydøstjyllands Politi vil være til stede omkring motorvejen og enkelte steder på omkørselsruten under spærringen.

Samtidig bliver Vestvejen lukket for passage over motorvejen.

Sidste af ni broer rives ned

Broen på Vestvejen er ifølge Vejdirektoratet den sidste af i alt ni broer, der er blevet revet ned som del af udbygningen af E45 på strækningen mellem Vejle og Skanderborg.

Den gamle bro er fra 1988, måler 69 meter i længden og vejer 2.354 ton.

Den nye bro, som er opført i 2026, er 81 meter lang, 30 meter bred og vejer 5.770 ton.

Vejdirektoratet forventer også denne gang, at nogle borgere vil forsøge at følge nedrivningen på afstand. Et område vest for motorvejen syd for broen kan benyttes, men direktoratet understreger, at besøgende skal holde sig bag afspærringerne.